søndag den 24. marts 2024

Søskende og identitet

Mennesket er et biologisk væsen på samme måde, som dyr er det og som biologiske væsener er mennesker meget ens. Vi har de samme grundlæggende behov, vi fødes med bestemte færdigheder og vores udvikling følger nogenlunde samme mønster. Vi har alle nogle primære behov og alle mennesker ældes og dør. Der er altså nogle grundlæggende menneskelige faktorer, der gør det muligt at sige noget generelt om vores adfærd. Gennem barndommen og ungdommen udvikler vi vores personlige og sociale identitet. Men lad os lige starte dette blogindlæg med at definere hvad vi mener med identitet idet der jo findes et hav af teoretiske retninger med hver sin forklaring. Ud fra vores synspunkt forstår vi identitet som menneskets kerne. Tanker som: ’hvem er jeg’, hvad kan jeg, hvad vil jeg acceptere og hvad vil jeg ikke acceptere, danner grundlag for den måde jeg ser andre på og hvordan jeg fortolker andres adfærd og følelser. For søskende som har en bror eller søster med et handicap bliver oplevelsen af at være et barn med en bror eller søster med et handicap en integreret del af den udvikling. Oplevelser med og håndtering af handicappet fortolkes af børnene, fordi de betyder noget for, hvem de er og bliver. Oplevelserne betyder noget for, hvordan de kan se sig selv, og hvordan andre ser på dem. I et psykodynamisk perspektiv er barndommen meget vigtig i forhold til den enkelte persons udvikling, fordi vi gennem barndommen og op mod puberteten danner vores jeg. Samtidig udvikler vi vores identitetsfølelse gennem erfaringer og oplevelser og ved at reflektere over disse. For søskende som har en bror eller søster med et handicap synes det derfor meget centralt at få lov til at se sig selv som – og blive set som – normal. Især for de yngre skolebørn bestemmes normalitet af om de gør de ting, som børnene tror jævnaldrende gør og om de drømmer om de ting, som de tror de jævnaldrende drømmer om. Efterhånden begynder vi at udvide vores forståelse og kunne se vores nære omgivelser i forhold til en større omverden. Ligner vores familie

andres? Er jeg som de andre? Vi får en forståelse af os selv i sammenhæng med omverdenen og selvom vi har en form for kerneidentitet med fra barndommen, påvirkes vores selvforståelse af omverdenen. Det ubevidste – altså det, som ligger skjult for os selv spiller også en stor rolle i vores tilværelse. På baggrund af det ubevidste kan vi udvikle mønstre og forsvarsmekanismer, der også kommer til at udgøre en del af vores identitet. Søskende med et handicap inde på livet beskriver ikke deres liv som kendetegnende med et tab. De udvikler bevidste eller ubevidste strategier for at undgå, at deres livsvilkår kommer til at tegne og dominere deres liv. De vil gerne se sig selv som alle andre børn med de samme interesser og med de samme mål i livet. Og det gør de naturligvis gerne indtil helt konkrete situationer opstår, der fremhæver dem som værende anderledes end deres jævnaldrende. Oplevelsen af sig selv som værende anderledes opstår således helt konkret, når barnet ikke kan deltage i det, de andre gør eller i mødet med omgivelsernes holdninger og blikke. Oplevelser som kan efterfølges af følelser som ensomhed og eksklusion. Nogle børn har også søskende som får forskellige følgesygdomme udover handicappet som ændrer deres rolle og identitet som for eksempel epilepsi eller andre fysiske problemer. Sådanne børn taler om, at de bliver nød til at ”genopfinde sig selv”. Selv også mange sygdomme som kan helbredes, vil et handicap nemlig ofte have følgevirkninger som gør, at søskende og deres familier ikke kan det samme som før. Deres hverdag bliver ændret for altid. Børn og unge udvikler som sagt deres identitet i samspil med andre og derfor er det også vigtigt for dem, hvordan andre forstår dem og ikke mindst deres bror eller søster med et handicap. Nogle børn kommer lettere i dialog med deres jævnaldrende omkring deres bror eller søsters handicap i et forsøg på at påvirke deres forståelser og holdninger. Andre søskende forsøger at afproblematisere handicappet ved at sige, at næsten alle jo ”har et eller andet særligt”. Andre børn bruger kræfter på at forholde egen status med den status, som andre børn med andre handicaps synes at have. Således arbejder søskende på forskellig vis med at skabe sig en ønskværdig identitet på trods af en bror eller søsters handicap ved at forholde sig til information og forhandle forståelser og en egentlig selv-repræsentation. I det perspektiv vil det derfor være meningsfuldt at motivere alle børn til at fortælle om deres eventuelle søskendes handicap i skolen. På den måde kan de være med til at forme andres forståelser og

holdninger til det at have et handicap og det faktum at være anderledes. Dog viser undersøgelser om åbenhed ved handicap, at det desværre ikke altid har den ønskede effekt. Fra forskellige handicaporganisationer har undersøgelser fundet meget forskellige resultater. Hvor nogle børn oplever, at det øger forståelsen, oplever andre børn, at det i stedet stigmatiserer eller medfører, at de bliver set ned på eller direkte drillet.

fredag den 22. marts 2024

Er drilleri for sjov eller alvor

At fortælle kammeraterne i skolen at ens lillebror har et handicap kan godt være rigtig svært. Måske er man bange for at blive drillet eller måske har du prøvet at blive drillet før hen. Hvis ens kammerater ikke behandler dig godt er der jo stor risiko for at du bliver ked af at gå i skole og begynder at mistrives. At blive drillet fordi ens søskende har et handicap er meget grufuldt. Dels kan man ikke gøre for det og dels kan man ikke ændre på det. Faktisk er det kammeraterne man skal skifte ud og forsøge at finde andre som er mere forstående og bedre for dig at være sammen med. At være offer for drillerier er en rigtig dårlig ting som kan ødelægge rigtig meget i hverdagen. Når man spørger søskende synes de generelt ikke at have vanskeligheder med at vurderer om der bliver drillet for sjov eller for alvor. Især er det børnenes klare definition at hvis man siger stop, og den anden så stopper, så ved man det bare var ment for sjov. Men hvis den anden ikke stopper, så er det tydeligvis for alvor. Nogle søskende kender godt til mobning. Ikke blot er begrebet velkendt, mobning forekommer i et betydeligt omfang; knap hver tiende oplever at være udsat for mobning mindst et par gange månedligt. Samlede karakteristikker viser, at de indblandede parter i mobning har det svært på flere områder, herunder skolen, både det faglige og det sociale miljø. At være ny i klassen viser sig som en meget udsat position, når det angår mobning; der er meget fokus på denne person og dennes eventuelle afvigelser fra normer i klassen, og samtidig er personen i udgangspunktet alene uden nogen til at bakke sig op. Mobning kan have forskellige former, og her ses den verbale mobning at være mest udbredt. Hvad der mobbes med er – udover at det angår afvigelser, typisk ydre kendetegn – meget forskelligartet, men konsekvenserne for dem, det går ud over, er meget entydige;

mobning gør ondt, man lukker sig inde, 
man føler sig ensom, det går ud over skolen, og man får det dårligt indeni - og samtidig er det følelser, der ikke er sådan til at slippe af med. Der er heller ikke nogen tvivl i søskendes holdning til mobning: det er ikke i orden. Til gengæld hersker der blandt børnene tvivl om, hvordan man skal handle i en mobbesituation. Søskende kommer med mange og gode forslag til, hvad man skal gøre for at stoppe mobning. Man skal ikke acceptere mobning, hverken som offer eller som tilskuer, men man skal sige fra – enten selv eller ved at henvende sig til en voksen. Indsatser på landsplan og på skoleniveau er også blandt børnenes forslag, ligesom forældre og lærere optræder som vigtige aktører, der rådes til dialog, opmærksomhed og medansvar. Blandt søskendes fortællinger ses der også henvisninger til mobning på voksnes arbejdspladser, og heri er der en reminder til vi voksne – børn gør ikke som voksne siger, uden at voksne også gør det. Det som mange søskende fortæller som en lettelse er at finde nogle kammerater som er forstående og som kan accepterer at din brors handicap ikke har noget med dig at gøre. Det vigtigste er jo, at dem du godt kan lide ved noget om dit liv, så de bedre kan forstå dig og din situation. Måske kan du begynde hos din klasselærer, så han/hun kan hjælpe dig med, hvordan det er lettest at få det sagt. Når først der er skabt en åbenhed og dine kammerater accepterer situationen er det ofte meget nemmere at være dig.

torsdag den 21. marts 2024

Det går vi da og tænker over

Søskende som har en bror eller søster med et handicap går ikke som sådan og bekymrer sig over fremtiden hver eneste dag, men vi tænker da i perioder over, hvad der skal ske med vores bror eller søster når de bliver voksne. Det er drengene fra Ådalskolens søskendekursus helt enige om. Om der er tale om det ene handicap frem for et andet, hvilket handicap som er nemmest at have og hvordan fremtidsudsigterne tegner sig er emner, som ligger drengene meget på sinde.

Ådalskolen i Ringsted tilbyder derfor kurser for søskende som har en bror eller søster med særlige behov eller et handicap. Drengene fortæller, at søskendekurser er en god ting, og det er vigtigt at fortælle til alle søskende, hvad der findes af kurser. Men det er ikke alle, der kommer af sted af sig selv, nogle skal man skubbe mere end andre. ”Jeg var en af de drenge, som egentlig ikke ville afsted på søskendekursus fortæller Niels på 11 år, men min familie og jeg har haft rigtig meget glæde af det. Dog kunne jeg godt ønske mig, at det varede noget længere. På søskendekurser bliver tingene forklaret på vores niveau”.

Søskende er pårørende og de pårørende er en vigtig ressource i forhold til den bror eller søster, som dagligt lever med et handicap. Det kræver en særlig forståelse, de kender og forstår de små signaler, der kommer til udtryk i en hverdag hos en person med et handicap. Åbenhed og sammenhold i familien, direkte kommunikation om handicappet samt en god fælles forståelse af problemløsning er faktorer, som kan forebygge udfordringerne af handicappet. Det er klart dokumenteret, at familiens holdning påvirker søskendes trivsel og mestringsstrategier i forhold til at håndtere og leve sammen med en bror eller søster som har et handicap.

tirsdag den 19. marts 2024

Når vi møder søskende der hvor de er


Hvad vil det sige at møde søskende der, hvor de er? At møde søskende der vil sige at tage udgangspunkt i deres egen oplevede situation. Det vil sige, at vi tilrettelægger et kursus, sådan at søskende oplever, at de bliver taget godt imod og at niveauet for det, der sker på kurset, matcher dem.

Udgangspunktet ’du og jeg’ understreger, at vi og søskende er ligeværdige og forventer gensidig respekt og forståelse. Det handler i udgangspunktet om god og hensigtsmæssig kommunikation, om at lytte godt efter, om at udtrykke vores egne ideer tillidsfuldt til andre og møde andre med nysgerrighed og empati. Vi møder søskende, hvor de er, ved at tage udgangspunkt i situationer, de kender, og ved at give eksempler på ting, de kan genkende fra deres dagligdag og tale et sprog, som de forstår. Men nu er søskende kommet på søskendekursus for at lære noget, så det er også opgaven at skubbe dem et skridt frem, at skabe læring og progression. Derfor handler det om at bevæge sig gradvist fra deres tryghedszone ud i det nærmeste felt for videre udvikling ved at skabe passende forstyrrelser. Denne udvikling sker fint i den ramme som vi skaber gennem de 3 weekender. At møde søskende, hvor de står, handler også om at variere sine formidlingsformer og være opmærksomme på børnenes læringsstile.

Nogle lærer fx bedst gennem det, de hører, andre stimuleres gennem det, de ser, atter andre skal have tingene konkret i hænderne for at forstå dem. Det enkelte barn lærer noget ved at knytte ny viden og nye færdigheder til det, den pågældende allerede ved og kan. Samtidig lærer den enkelte i samspillet med fællesskabet mellem deltagerne og i samspillet mellem deltagere og os som kursusledere. Hvorfor er det vigtigt at møde søskende der, hvor de er? Vi møder børnene der, hvor de er, fordi vores udgangspunkt er respekten for den enkeltes "model af verden". Dette beskrives også som den anerkendende tilgang, hvor alle søskende i et kursus er ligeværdige og har samme ret til opmærksomhed og lærdom. Børnene har krav på at blive taget alvorligt, at der er respekt for alles synspunkter, så alle får mulighed for at udvikle sig. Samtidig gør vi det, fordi forskningen viser, at denne tilgang giver det bedste indlæringsresultat. Når vi møder søskende, hvor de er, giver vi dem de bedste forudsætninger for at realisere deres eget potentiale i fællesskab med andre.

søndag den 17. marts 2024

Nervøse sommerfugle lettede

Lørdag fik søskendekurset På Ådalskolen i Ringsted en fantastisk begyndelse. 13 søskende var med og med "nervøse sommerfugle" i maven fik vi taget hul på den kæmpe oplevelse som venter. Det er ganske naturligt at være nervøs når man skal møde nye mennesker. Vil de kunne lide mig, har jeg nogen at snakke med, er der nogen jeg deler interesser med og så videre?

Mange forskellige tanker som kan fylde hvilket er helt normalt. Lige som alle de andre gange viste det sig, at de "nervøse sommerfugle" fløj og efter et par timer gik snakken og legene for fuld styrke.

Det var en rigtig god dag, mange spørgemål og mange eksempler på, hvordan det er at have en bror eller søster med et udviklingshandicap. I gjorde det alle vildt godt og det skal I bare blive ved med.

Vi glæder os til at se jer igen i april.

De bedste hilsner

Louise, Maria og John